Min hvide rose 
Så ubeskedent har du stillet dig
I parkens fornemste hjørne
På den mest solbeskinnede 
Og den mest besete plads

Du har ladet dine rødder
Stikke dybt ned i den muldeste jord
Og har skabt kontakt til regnormene
Du har sørget for det ideelle livskredsløb
Under og over jorden 

Min hvide rose 
Du kan stå dér så frygtløst roligt, så vel forankret 
Så trofast som en gammel tjener 
Som en levende, forfinet statue 
Bliver du berømmet for din sjældne skønhed

Min hvide rose
Din hensigt er af en ganske særlig indre art
Du har pålagt dig en mission 
Du er den ydmyge budbringer og vogter af æld-gamle minder
Der kan medleves i nutiden, se ind i fremtiden
Og kan bringes med over i evigheden

Af Inga-Clara Lepke
Juli 2017